Om værket Сплоченocть / Samhørighed.

Her kommer min fortælling om maleriet.                                                                                                                           

Læs ikke videre, hvis du er den slags, der helst vil have din egen oplevelse uden alle andres forslag (sådan én person er jeg lidt selv på godt og ondt, så jeg har fuld forståelse, hvis du smider dette skriv i skralderen og tager maleriet ind, som du selv vil).

Jeg hedder Misha og har arbejdet som læge i 25 år i mange kroge og afkroge af sundhedsvæsenet. Senest som praktiserende læge i egen klinik. Men jeg kan ikke længere være læge, fordi jeg oplevede at blive dehumaniseret af effektivitetskrav fra politisk side.

Jeg beundrer dog de læger, der stadig kan. Ikke skrivebordslægerne, der fedter med ydelser og vaccinations-konsultationer. Men dem der har et sigte med det de gør. Dem der ser uretfærdigheden i verden og virkelig ønsker at hjælpe andre mennesker. Det behøver ikke være med store armbevægelser eller stor kirurgi. Heltene findes også blandt læger, der hjælper folk videre med små virkemidler, eller bare udviser et forstående menneskesyn i stedet for at opføre sig som en AI-genereret robot.

Splachiånåst (Сплоченость) hedder splachiånåst, som betyder samhørighed på russisk, fordi det store væsen på maleriet for mig er tæt, tæt forbundet med den hvide skive på tværs af store afstande. Forbundet i en selvfølgelig samhørighed, hvor fravalg ikke er en relevant eller en interessant mulighed. Det er livet for stort og for vigtigt til.

Væsenet er muligvis lidt uformeligt eller upassende. Det er uden betydning.

Den slags venskab og forbundethed på tværs af alle grænser er for mig det, der gør livet værd at leve. Jeg har ikke mødt så meget af det i mit liv, og jeg synes man farer vild meget tit. Måske har jeg lidt af det nu, eller også er det kun et ideal. Men maleriet hjælper mig med at huske følelsen. Det håber jeg også det vil hjælpe dig med.